Loading

Investér i fremtiden Dansk fjernvarmes landsmøde 2018

Velkommen til landsmødet!

2.104 deltagere fyldte Aalborg Kongres & Kultur Center, da Dansk Fjernvarme afholdt sit 60. landsmøde den 25.-26. oktober 2018.

Over 120 udstillere gav rig mulighed for at netværke blandt standene, når der ikke var noget på programmet, der ellers var fyldt med gode indslag. En minister, en oppositionsleder, en investeringsekspert, to snobber og masser af topfolk fra hele energibranchen var på plakaten.

Velkommen til. De over 2.000 deltagere fik ved deres ankomst torsdag morgen udleveret navneskilte. I midten af billedet er det Høje Taastrup Fjernvarmes direktør Astrid Birnbaum, der får sit navneskilt og en hilsen fra en tidligere kollega i Dansk Fjernvarmes sekretariat med på vejen.

Deltagerne kom i bølger. De ansatte i sekretariatet kunne godt mærke, når der ankom et nyt tog eller en bus, for så væltede det ind med folk fra energibranchen.

Lydniveauet og humøret var højt hos de 127 udstillere, og der var trængsel om mange af standene, der kunne fremvise alt fra kugleventiler over varmepumper og droner til systemer og målere.
Udstillingen blev officielt åbnet kl. 10 af FIFs formand Niels Sørensen.

Den store landsmødesal var flere gange pakket til randen under det to dage lange landsmøde. Blandt andre Socialdemokraternes formand Mette Frederiksen og energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt trak folk til.

Dansk Fjernvarmes direktør Kim Mortensen åbnede officielt landsmødet.

Mens formand for Miljø og Energi hos Aalborg Kommune, Lasse P. N. Olsen bød velkommen til Aalborg. I sin tale kom han ind på, at omlægning af overskudsvarmereglerne skal komme virksomheder og forbrugere til gode istedet for gråspurvene.

Han blev efterfulgt af Fredericias borgmester, der også er formand for KL Miljø og Forsyning, Jacob Bjerregaard, der i sin tale fremhævede, hvor vigtigt et redskab forbrugerbindingerne er for kommunerne, når der skal planlægges grøn omstilling rundt om i landet.

Kort efter blev direktør Kim Mortensen sendt af scenen af de to snobber, Fritz og Poul, fra Rytteriet. De havde en lille quiz med, hvor man kunne vinde præmier som en fem dages hemmelig safaritur med Anna Britta Troelsgaard Nielsen, der har svindlet den danske stat for 111 millioner kroner.

"I må ikke ophæve forbrugerbindingerne"

I sin første tale på landsmødet som ny formand for Dansk Fjernvarme opfordrede Jesper Frost Rasmussen politikerne i Folketinget til at genoverveje forslaget om at ophæve tilslutnings- og forblivelsespligten.

Forslaget var at finde i det brede energiforlig, der blev indgået kort før sommerferien. I første omgang er det meningen, at det skal omfatte et forbud mod at indføre forbrugerbindinger fremadrettet – og bagefter analysere betydningen af at afskaffe de eksisterende.

- Men sådan hænger verden ikke sammen. Sikkerhed for investeringer og mulighed for planlægning kan ikke opdeles før eller efter en given dato. Man kan jo heller ikke være halvt gravid, lød det fra Jesper Frost Rasmussen med henvisninger til, at netop fremtidige grønne investeringer har brug for et sikkert grundlag, hvis de skal blive til noget.

- Vi har derfor sammen med kommunernes Landsforening, Kommunekredit og en række store kommuner anbefalet regering og Folketing at stoppe dette lovarbejde og vente, til det kan foretages på et oplyst grundlag. Det håber vi, politikerne vil lytte til, sagde Jesper Frost Rasmussen.

Kraftvarmekravet fik også et ord med på vejen i formandens tale.

- Kraftvarmekravet er en klods om benet på selskaberne. Det er ikke mine ord, men energi-, Klima-, og forsyningsminister Lars Chr. Lilleholt. Og jeg er enig med ham, sagde Jesper Frost Rasmussen, der udover at være formand for Dansk Fjernvarme også er Venstre-borgmester i Esbjerg.

Formanden foreslår derfor, at kraftvarmekravet ophæves, så fjernvarmeselskaberne kan nå i mål med den grønne omstilling og ikke kvæles i stram regulering.

- En ting er sikkert: Vi har ikke brug for igen at blive pålagt krav om at holde hånden under elsystemet med risiko for store økonomiske tab, sådan som en lang række fjernvarmeværker gør det i dag, uden at få den nødvendige betaling for det, sagde Jesper Frost Rasmussen i sin tale ved landsmødet.

Efter sin tale fik Dansk Fjernvarmes formand mulighed for at møde en del af deltagerne til landsmødet.
Et kig bag kulisserne på den store scene, hvor teknikere sørgede for, at alt spillede under landsmødet.
Der var stor aktivitet blandt de mange udstillere og på Dansk Fjernvarmes stand, hvor man kunne vinde en guldbarre ved at tage en tur på lykkehjulet.

Socialdemokraternes formand Mette Frederiksen var veloplagt på landsmødets første dag. Og høstede store klapsalver for at melde ud, at Danmark fortsat skal satse på de fælles løsninger.

Forsyningssektoren skal være på fællesskabets hænder. - Mette Frederiksen

- Uanset om det er kommunale selskaber eller andelsselskaber, så er det kunderne, der ejer butikken. Det gør noget helt særligt ved et lokalområde, når borgerne sidder for bordenden. Jeres formål er at levere billig varme i danskernes radiatorer, sagde Mette Frederiksen.

- Fællesmængden i velfærdssamfundet er fællesskabet. I er med til at skabe det Danmark, jeg tror, de fleste af os ser som et af de bedste lande i verden, sagde formanden for Socialdemokraterne også.

Meget passende var der derefter paneldebat, om hvorvidt tiden er løbet fra de fælles løsninger. Debatten kan du læse mere om i denne artikel.

I panelet deltog professor Henrik Lund (tv), direktør i HMN Susanne Juhl, varmechef i AffaldVarme Aarhus Bjarne Munk Jensen og direktør hos Fjernvarme Fyn Jan Strømvig (th). Debatten blev styret af tv-vært Lasse Sjørslev.
TV-vært Anders Breinholt åbnede ballet på landsmødets dag 2 med Fjernvarmens Klipshow - i samarbejde med formand Jesper Frost Rasmussen.

Energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt sagde i sin tale fredag morgen til forsamlingen, at han var stolt over det, fjernvarmebranchen har gjort for varmeforsyningen og den grønne omstilling. Og så beroligede han varmeværkerne om, at der ikke kommer et krav om, at de skal finde plads til en varmepumpe efter det nye energiforlig. Læs mere i artiklen her.

Som noget nyt var der fredag oprettet en tech scene, der som navnet antyder havde mere tekniske indslag på programmet. Blandt andet blev der diskuteret temperatur- og driftsoptimering.

Tech Scenen gav et kig ind i fjernvarmens laboratorium

Læs mere om Tech Scenen i artiklen her.

Mens Tech Scenen blev åbnet i den lille sal, blev der afholdt en omgang af Løvens Hule i den store sal. Her skulle tre deltagere præsentere deres koncepter for et panel, der bestod af Kim Lehmann fra Kamstrup, Jens Lundager fra KommuneKredit, Peter Damgaard Jensen fra PKA (billedet) og Christian Ibsen fra Concito.

Samir Abboud fra A. P. Møller Holding præsenterede selskabets koncept for geotermi til fjernvarme.

Knud Erik Andersen fra European Energy præsenterede sit koncept om energilagring i gigastørrelse.

Niels Johannesen præsenterede konceptet om at udnytte overskudsvarmen fra de kommende store datacentre via store transmissionsledninger.

Den store landsmødesal havde plads til omkring 1100 tilhørere og var under landsmødet flere gange fyldt til randen.
Manglende diversitet på ledelsesgangene viser sig negativt på bundlinjen, fordi man mangler nytænkning og bekræfter sig selv i, at man gør det rigtige. - Jette Miller fra De Frie Energiselskaber.
Jette Miller på scenen under sit indlæg om diversitet.
Hele landsmødet blev rundet af ved Per Helge og Djøf med Løgn.

Vi ses næste år den 24.-25. oktober i Aalborg!

Created By
Mikkel Lysgaard
Appreciate

Credits:

Jesper Voldgaard

Report Abuse

If you feel that this video content violates the Adobe Terms of Use, you may report this content by filling out this quick form.

To report a Copyright Violation, please follow Section 17 in the Terms of Use.